EU-borgerne har krav på at leve i frihed — uden frygt for forfølgelse eller vold — overalt i EU. Alligevel er noget af det, der bekymrer borgerne mest i dag, den internationale kriminalitet og terrorismen.

Retlige og indre anliggender var ikke blandt de områder, der var omfattet af de oprindelige traktater fra 1950'erne. Men det blev efterhånden klart, at fri bevægelighed indebærer, at enhver overalt i EU skal have samme beskyttelse og lige adgang til domstolene. De oprindelige traktater er derfor blevet ændret ved den europæiske fælles akt, EU-traktaten (Maastricht-traktaten) og Amsterdam-traktaten, så der i årenes løb gradvist er blevet opbygget et område med frihed, sikkerhed og retfærdighed.

I. Fri bevægelighed

Den frie bevægelighed for personer i EU giver medlemslandene sikkerhedsproblemer, da kontrollen ved EU's indre grænser er afskaffet. Der er derfor behov for supplerende sikkerhedsforanstaltninger ved EU's ydre grænser. Da kriminelle også kan udnytte den frie bevægelighed i EU, er det nødvendigt, at medlemslandenes nationale politistyrker og retsmyndigheder samarbejder om at bekæmpe grænseoverskridende kriminalitet.

Et af de vigtigste initiativer til at gøre det lettere for borgerne at rejse i EU blev taget i 1985, da Belgiens, Frankrigs, Hollands, Luxembourgs og Tysklands regeringer undertegnede en aftale i Schengen, en lille luxembourgsk grænseby. De blev enige om at ophæve kontrollen med personer – uanset nationalitet – ved de indre grænser, at harmonisere kontrollen ved EU's ydre grænser og at indføre en fælles visumpolitik. Der blev dermed oprettet et område uden indre grænser – Schengenområdet.

Schengen-reglerne og den afledte sekundærret er nu en integrerende del af EU's traktater, og Schengen-området er gradvist blevet udvidet. Ved udgangen af 2007 var alle EU-lande – undtagen Bulgarien, Cypern, Irland, Rumænien og Storbritannien – kommet med i Schengenområdet sammen med ikke-EU-lande som Island og Norge, der også anvender Schengenreglerne.

II. Asyl- og indvandringspolitik

EU er stolt over sin humanitære tradition for at tage imod udlændinge og at give asyl til truede og forfulgte flygtninge. EU's regeringer står i dag imidlertid over for det presserende spørgsmål, hvordan de i et område uden indre grænser skal tackle det stigende antal indvandrere, både lovlige og ulovlige.

EU's regeringer er blevet enige om at harmonisere deres regler, så asylansøgninger behandles efter en række grundprincipper, som anerkendes i hele EU. I 1999 fastsatte de målsætningen om at indføre en fælles asylprocedure og en ensartet status, som gælder i hele EU, for dem, der får asyl. Der blev fastsat visse tekniske bestemmelser, f.eks. minimumsstandarder for modtagelsen af asylansøgere og for bevillingen af flygtningestatus.

Den Europæiske Flygtningefond er blevet oprettet med et årligt budget på 114 mio. €. Men trods dette omfattende mellemstatslige samarbejde har EU stadig ikke en egentlig asyl- og indvandringspolitik.

III. Bekæmpelse af international kriminalitet og terrorisme

For at asyl- og indvandringspolitikken kan gennemføres, skal EU have et effektivt system til at styre migrationsstrømmene, kontrollere de ydre grænser og forebygge ulovlig indvandring. Der er behov for en samordnet indsats for at bekæmpe kriminelle organisationer, som står bag menneskesmugling og udnytter sårbare personer, navnlig kvinder og børn.

Menneskehandlere udnytter de svage i samfundet — det er derfor nødvendigt
med internationalt politisamarbejde.

Organiserede kriminelle bliver stadig mere udspekulerede og bruger ofte europæiske eller internationale netværk til deres kriminelle aktiviteter. Terrorismen har klart vist, at den kan slå til med særdeles stor brutalitet overalt i verden.

Det er baggrunden for, at Schengen-informationssystemet (SIS) blev oprettet. Der er tale om en omfattende database, som giver politi- og retsmyndighederne mulighed for at udveksle oplysninger om personer, for hvem der er udstedt arrestordre eller udleveringsbegæring, eller om stjålne biler eller kunstværker.

En af de bedste måder at opspore kriminelle på er ved at spore deres "sorte penge". Derfor — og for at afskære kriminelle og terrororganisationer fra deres penge — har EU vedtaget lovgivning, der skal forhindre hvidvaskning af penge.

Et af de vigtigste tiltag i samarbejdet mellem politimyndighederne inden for de senere år har været oprettelsen af Europol, et EU-organ med hjemsted i Haag. Det består af politi- og toldembedsmænd og tager sig af en lang række former for international kriminalitet: narkotikahandel, handel med stjålne biler, menneskehandel og ulovlig indvandring, seksuel udnyttelse af kvinder og børn, pornografi, falskneri, handel med radioaktivt og nukleart materiale, terrorisme, hvidvaskning af penge og forfalskning af euroen.